Oversat af Lada Halounová fra tjekkisk efter Chladnou zemí, 2009. Forlaget Silkefyret. 2018. 221 sider. Pris 250 kr.
Den tjekkiske forfatter Jáchym Topol (JT) begynder sin roman i Theresienstadt, bygget af den østrigske kejserinde som fæstning og militærkaserne. Her vokser fortælleren op, hans far dirigerede militærorkestret, mens han selv fra barnsben vogtede geder, der afgræssede fæstningsvoldene. Hans mor havde været i kz-lejr. Den eneste hun var på talefod med, var Lebo, som var født i lejren, hvor en af hans tanter, selv fange, havde gemt ham i en skotøjsæske under sin seng. Lebo var alle børns onkel i Theresienstadt. Han samlede på genstande, som børnene hjalp ham med at finde i de underjordiske gange. Han grundlagde foreningen Komenium, en international skole for studerende fra hele verden. Målet var at bevare Theresienstadt, som i stigende grad senere blev besøgt af ”slægtsjægere”, efterkommere af tidl. kz-fanger. Nogle af Komeniums medlemmer fandt på at fremstille og sælge ”ghetto-pizzaer”, håndmalede Kafka-T-shirts og tallerkner m.m. Da myndighederne besluttede at nedlægge Theresienstadt, flygtede nogle aktive fra Komenium tilskyndet af en hviderusser til Minsk, hvor man også ville oprette og bevare minder fra forfølgelserne under 2. verdenskrig. Hermed begynder anden del eller den hviderussiske roman om ”Djævlens værksted”, som de aktive i Minsk ville kalde deres museum. Også her er præsidenten imod opgravninger, beviser og mindesmærker. Her blev der dræbt over 2 mill. af tyskerne, hjulpet af indfødte. En enkelt afbrændt landsby, Khatyn, står som eneste tilbage med sortsvedne skorstene. Men overalt er der uafdækkede massegrave. Til sidst må aktivisterne også her flygte for gravemaskinerne. JT har selv en aktiv fortid under kommunismen, sammen med sin bror havde han et populært uofficielt orkester med hans forbudte sange. JT kunne ikke studere p.g.a. faderens og senere hans eget politiske engagement, samizdat og underskrift af Charta-77, og som Havel selv, fængselsperioder skiftende med ufaglært arbejde. Fra 1990erne skriver han romaner, ”Gennem et koldt land” udkom 2009 efter flere års forarbejde, som han udtrykker det i et interview: ”I am obsessed by the past and I hate it. This is, why I hate myself, because this fascination with the past is sort of obsession.” JT fik den tjekiske Jaroslav Seifert-pris for bogen, som er endnu et opgør med myndigheders forsøg på at glemme fortiden.
Bente Kliem
Paavo Matsin: ”Gogol Disko”.
Oversat fra estisk af Birgita Bonde Hansen. Jensen & Dalgaard. 2019. 156 sider. Pris 250.00 kr.
Denne roman foregår i den gamle by Viljandi i Estland. Forfatteren Paavo Matsin (PM) skildrer livet efter en fornyet russisk invasion. Vi kastes lige ind i lommetyven Opiatovitjs liv med hans fiduser som tasketømmer i sporvogne. På den nye ortodokse kirkegård møder han en gammel mand, hvis pelsforede lomme er fuld af sand. Allerede her er læseren inddraget i den mystiske verden af associationer og hentydninger i næsten hvert ord, som bare fortsætter gennem hele romanen. Et vigtigt træfpunkt er Regnhard Lenzs bogantikvariat med tremmer for vinduerne fra Estlandstiden. Han har både grammofonplader og masser af bøger, bl.a. bøger udgivet i det frie Estland, som nu står skjult bag den engelske litteratur. Regnhard og hans kunder er vilde med jazz, Beatels, Vysotskij og mange andre. Opiatovitj bringer den gamle med og viser hans visitkort med Gogols navn, Den foretagsomme Natasja er ved at samle en antologi over russiske talemåder med estiske ækvivalenter foruden sit museumsarbejde med Det Kejserlige musæumshjem i Viljandi, et typisk borgerligt byhjem fra 1800-tallet uden elektrisk lys. Museumsvagten er en gammel kone, født under Leningrads belejring, som havde overlevet belejringen af Tallin 70 år senere. Romanen fortsætter i denne bizarre, muntre stil med politiske finter fra for-og nutid. PM bor nær Viljandi, han er medlem af en litterær gruppe, der arbejder med denne groteske form for estisk ”magisk realisme”. Den udkom i 2016 og har fået Den Europæiske Litteraturpris og Estlands mest prestigefyldte pris som årets bedste roman. Birgita Bonde Hansen, som har fået oversætternes Blixenpris, en finsk pris, er nomineret til den estiske oversætterpris. Det er velfortjent. Som vi kender Birgita Bonde Hansen fra flere vanskelige opgaver, har denne bog sikkert heller ikke været let at holde styr på. Tak også til forlaget for udgivelsen.
Bente Kliem
Kurt Jacobsen: ”Store Nordiske.
En dansk verdenshistorie om teknologi, storpolitik og globalisering.” Gads Forlag. 2019. 496 sider. Pris 299,95 kr.
Det Store Nordiske Telegraf-Selskab blev skabt af C.F.Tietgen i 1869, firmaet lagde de første telegrafkabler til Kina og Japan, som gennem den sibiriske og russiske telegraflinie blev forbundet med Danmark og Vesteuropa. Denne enestående diplomatisk og teknisk svære bedrift blev bare begyndelsen på selskabets virke, som i år har 150-års jubilæum. I denne anledning har historikeren Kurt Jacobsen (KJ) udarbejdet foreliggende jubilæumsværk. I året 1869 blev der lagt et kabel fra Norge til Skotland, samt et svensk-russisk kabel fra Nystad i Finland til Sverige. Dermed blev Danmark et telegrafisk knudepunkt mellem stormagterne Rusland og Storbritannien. Der ligger mange diplomatiske og tekniske bedrifter mellem hvert skridt i udbygningen af kabler og telegraflinjer. Da englænderne afslog at videreføre telegraflinjen til Vladivostok, samt en telegraflinje fra Kiachta syd for Bajkalsøen til Beijing, slog Tietgen til, hjulpet af storfyrstinde Marija Fjodorovna, den danske prinsesse Dagmar. Det gjaldt at overvinde Kinas stor modvilje mod at lukke landet op for udlændinge. Det blev et risikabelt foretagende at lægge kabler i nye, ukendte, endnu ikke opmålte farvande, Tietgen oprettede derfor i 1870 et nyt selskab, Det Store Nordiske China & Japan Extension-Telegrafselskab med dansk og engelsk aktiekapital. Ellers er der helt fra starten konkurrence mellem engelske firmaer og Store Nordiske. Tietgen og hans efterfølgere forstod at tiltrække dygtige folk. Alene fragtning af kabler og andet udstyr købt i England, samt danske telegrafister, elektrikere og ingeniører, kontorfolk og håndværkere på to engelske skibe, samt en dansk fregat skulle gennem den nyåbnede Suez-kanal. Fregatten skulle opmåle farvandet ved Nagasaki og Vladivostok, det var et orlogsskib med kanoner til at holde pirater på afstand. Og alt dette er kun begyndelsen på Store Nordiskes projekter. Det var en fordel, at Danmark var neutralt, især under den japansk-russiske krig og under den første verdenskrig. Det viste sig, at telegrafforbindelser havde stor betydning i moderne krigsførelse. Japan ville efter sejren over Rusland have egne kabler. Efter lange forhandlinger om kabler, om Store Nordiskes station i Nanking og fordeling af indtægterne blev der underskrevet en overenskomst i 1913, der sikrede Store Nordiskes position i Østasien frem til 1930. Den trådløse telegraf blev opfundet af bl.a. en dansk ingeniør og brugt for første gang mellem Californien og Hawaii 1913. Men Store Nordiske koncentrerede sig foreløbigt om den sibiriske telegraflinje, der efter den japansk-russiske krig var blevet misligholdt af russerne. Etableringen af den transsibirske jernbane efter krigen førte til en øget telegramtrafik. I 1913-14 åbnede Store Nordiske sin egen telegraftjeneste fra Vladivostok til Sankt Petersborg med russisk og dansk betjening. 1. Verdenskrig medførte medlytten, kabelbrud, sabotage og censur. Men Store Nordiske kunne fortsætte og personalet slap uskadt gennem revolutionen. Efter at Finland blev selvstændigt, fik Store Nordiske efter lange forhandlinger en underskrift på en aftale. Efter den russiske borgerkrig og nye forhandlinger med sovjetstyret blev den transsibiriske forbindelse genetableret med over 100 danske telegrafister. Fra 1935 krævede sovjetstyret udskiftning med russere. De sidste to fængslede danske telegrafister blev løsladt i 1939. KJ har gennemarbejdet alle disse udviklinger under krig, revolution og diverse regeringer, ikke mindst også i Kina og Japan. Efter 2.Verdenskrig har Store Nordiske udviklet sig til en industrikoncern. KJ har fortalt, så det både er forståelig og spændende. Bogen er forsynet med en kort oversigt over forløbet fra ”diplomati til konstant innovation og vækst”, kilder og litteratur, noter, personregister og illustrationer, og et væld af interessante fotos.
Bente Kliem
Vladimir Nabokov: ”Pnin”
Oversat af Niels Lyngsø fra engelsk. Forlaget TURBINE. 2019. 237 sider. Vejl. pris 229,95 kr.
Denne roman udgav Vladimir Nabokov (VN) i 1957 på engelsk. Han var kommet til USA sammen med sin jødiske hustru og søn 1940 og skulle bygge en ny tilværelse op efter flugt fra Rusland og 20 år efter fra Tyskland. Han fortsatte sit eget litterære liv ved siden af den lærergerning, han som mange andre emigranter skulle ernære sig ved. Hvordan det kunne foregå, får vi indblik i denne roman om hovedpersonen Pnin i samme situation. Vi følger Pnin i de boliger, han lejer sig ind i, de fiktive universiteter, han får job på og ikke mindst de mennesker, han har været, er og bliver knyttet til og udnyttet af, kvinder og en søn. Hans talte engelsk er ikke for sikkert, han virker forvirret, glemson, selvcentreret, glemmer noter, bagage, tog-og bustider, men når som regel sine forelæsninger. Dog kan han også foranstalte en god housewarming – fest. Pnin har, som Nabokov selv mange sår på sjælen, men siger: ”Man var nødt til at glemme...”. Nabokov selv har mistet sin bror, der gav af sine pakker i Neuengamme til andre fanger. Men angiveligt deltager han ikke i de russiske dissidenters skæbne, som f.eks. Solsjenitsin, Pnins hjerte har taget skade, hvad han lider af fra begyndelsen af romanen og som han dør af. En anden historisk detalje viser måske også den psykiske smerte. Den by, Cremona, som Pnin bl.a. bor i, minder om en italiensk by, Cremona, hvor jødiske kz-fanger efter det tyske sammenbrud 1945 blev tvunget til at blive i i op til et år, før de kunne emigrere. Pnin bebrejder Cervantes, at han udsætter Don Quichote for smerte og ydmygelse. Man læser denne bog både med smerte og latter. Til slut afslører Nabokov sig som fortælleren. Niels Lyngsø får fint alle disse finter og pointer med i sin oversættelse. Det er godt, at forlaget udgiver Pnin igen, vi kan ikke undvære Nabokovs bøger.
