Anmeldelse af

Karl Aage Rasmussen:

”Min sjæl gør ondt. Sergej Prokofjev mellem to verdener.” Forlaget Gyldendal. 2018. 254 sider. Pris 280 kr.

Karl Aage Rasmussen (KAR) har som musikprofessor og forfatter til en række bøger om komponister skrevet denne biografi om Prokofjev efter at have arbejdet sig igennem et grundigt studium af Prokofjevs musik, liv, breve og ikke mindst hans dagbøger, der først blev oversat og udgivet i 2006. KAR understreger, at bogen ikke er baseret på selvstændig forskning, kun på selvstændig stillingtagen til eksisterende forskning og litteratur. KAR fører os igennem det tætte netværk af historiske, politiske, kunstneriske og biografiske hændelser omkring Prokofjev.

Som 13-årig bliver Prokofjev indstillet til optagelsesprøve på musikkonservatoriet hos Glazunov, da har han allerede en mappe med egne kompositioner med. Som 17-årig optrådte han for første gang offentligt som pianist. Dermed var vejen åben for hans talent midt i de politiske oprør fra 1905 og frem. 1911 spillede han som den første i Rusland Arnold Schönberg, 1912 udkom hans første klaversonate, uropført af ham selv med bragende succes. I 1913 uropførte han sin klaverkoncert nr. 2 i g-mol, han blev nu skældt ud for at være futurist, i dag anses denne teknisk og fysisk krævende klaverkoncert stadig for at lyde moderne. På sin første udenlandsrejse i 1913 overværede han balletter af Ravel og Stravinskij og spillede sin 2. klaverkoncert som solist i Rom, hvor kritikken nærmest anså ham for at være en smule gammeldags. I 1915 er Prokofjev blevet fritaget for krigstjeneste, men kan ikke rejse udenlands. Han fuldfører koncertsuiten Skytisk Suite, komponeret for et 140-mands orkester, uropført med ham selv som dirigent. Under stor ballade blev han skældt ud for at være en fræk, uforskammet futurist for sin vitalistiske, modernistiske musik. Under revolutionen 1917 tog Prokofjev på flodrejse i USSR og arbejdede på sin første violinkoncert.

1918 var han på rejse i USA som koncertpianist med egne og værker af Rakhmannikov og Skrjabin. Undervejs traf han i sangerinden Carolina Codina sin kommende hustru, mens han også arbejdede på operaen ”Kærligheden til de tre appelsiner”. Denne koncentrerede arbejdsindsats fortsatte Prokofjev hele sit liv. Han havde ustandseligt nye planer og var i stand til at arbejde uforstyrret under alle ydre forhold. I 1920erne bosatte han sig i Paris med sin hustru, mens borgerkrigen hærgede i USSR og for ham betød dårlige arbejdsmuligheder. Da han nu skal tjene penge som pianist til hustru, børn og tilflyttede mor, begynder han at overveje at vende hjem til sit fædreland, som han savner.

Hans første rejse til Sovjetunionen i 1927 blev et triumftog. Da han endelig vender hjem i 1936, er Stalins terror i fuld gang. Familien får en lejlighed i et kompleks for fortjenstfulde sovjetborgere, hvor bl.a. Svjatoslav Richter og far og søn Oistrakh bor. I 1939 får han til opgave at komponere en hyldest til Stalin. Det tager på kræfter og humør. Som så ofte før tager han til kurstedet Kislovodsk, nu med den unge Maria-Cecilia Mendelson, kaldet Mira for at arbejde sammen. De flytter sammen, men hans hustru vil ikke skilles. Prokofjev får fornyet energi. Efter på et år at have komponeret de tre krigssonater nr.6, 7 og 8, er han nu igen i gang med sin opera om Tolstojs Krig og fred. Under evakuering til Kasakhstan skriver han musikken til Eisensteins film Aleksander Nevskij. I 1948 blev Carolina idømt 20 års tvangsarbejde i arbejdslejr, i 1956 blev hun løladt. I 1974 fik hun udrejsetilladelse og døde først som 91-årig i London i 1989. Prokofjev døde i 1953, svækket, men aktiv til det sidste.

Med denne første biografi om Prokofjev på dansk har KAR givet os et formidabelt intensivt og alsidigt værk, en imponerende præstation.

Bente Kliem