Anmeldelse af

Svetlana Aleksijevitj: ”Bøn for Tjernobyl”.
Oversat af Katja Hansen Volkova. Lindhardt og Ringhof. 2018. 352 sider. 299,95 kr.


Svetlana Akeksijevitj (SA) har skrevet sin bog om atomkraftværket Tjernobyl efter at have rejst rundt i tre år i de udsatte hviderussiske områder for at tale med de involverede, arbejdere, specialister, unge og gamle, som havde været vidnesbyrd til ulykken og dens følger. I alt har SA optaget samtaler med ca.500 mennesker og brugt ti år på at vælge ud og skrive det sammen, sådan som SA har fundet og bearbejdet materialet til sine andre bøger om store, vigtige emner. Bogen er inddelt i tre kapitler: ”De dødes verden. Soldaternes kor”, ”Skaberværkets krone. Et folkekor” og ”Begejstringen for sorg. Børnenes kor”, med ”En menneskelig stemme” til indledning og afslutning. Da eksplosionen skete, var befolkningen i området og i hele Sovjetunionen fuldstændigt uforberedt og uvidende om atomkraftens skadelige virkninger, om omfang og varighed, selv den skyldige ledelse, som nogle vidnesbyrd håbløst udtrykker. Beboerne af den nære arbejderby Pripjat fortæller, hvordan de alle gik ud på deres altaner for at se det storslåede lysskær. Alle fra de første frivillige brandslukkere til udkommanderede soldater og helikopterpiloter arbejdede først uden nogen form for beskyttelse, efterhånden dukkede så mere eller mindre virksomme masker, dragter og dosimetre op. Efter tre dage begyndte evakueringen, først af børn uden forældre, som jo alle arbejdede på værket. Så skulle gamle mennesker, der først lige var ved at plante i deres haver, af sted fra deres dyr, en ko, der skulle malkes, kaniner, der skulle fodres, deres elskede hunde og katte. Og senere så resten af beboerne, alle med det mest nødvendige, efterladende tøj, legetøj, papirer og fotos og ikke mindst indkogte og syltede grøntsager og frugter, i en tid, hvor det var dyrt og svært at anskaffe sig noget. Vi læser da også, at flere kom skjult tilbage for at hente det efterladte eller som nogle ældre for at blive boende. Det blev efterhånden en god forretning at tømme de forladte boliger og sælge indholdet andre steder. Dyr blev dræbt, destrueret og begravet eller som nogle fortæller solgt videre som kød, alt sammen med de følger, det kunne få og som det fik. Pårørende til de første strålesyge på hospitalerne kunne eller skulle være der til hjælp. Myndighederne med Gorbatjov i spidsen beroligede med at alt var under kontrol. Det fremgår af vidnesbyrderne, at tilliden til det kommunistiske system og regeringen forsvandt, det var hårdt at finde et nyt individuelt livsgrundlag. Efter Sovjetunionens sammenbrud kunne SA få sine bøger udgivet, stadigt undtagen ”Bøn for Tjernobil” i hendes hjemmerepublik, Hviderusland. Hun måtte leve nogle år i Sverige og i USA. Efterhånden som årene går, kan vi konstatere, hvor vigtig denne bog er. I dag er der flere andre politiske problemer end atomkraft og det er stadigt eller igen ikke muligt eller risikabelt at informere sig og kritisere det politiske system i Rusland og Hviderusland. Katja Hansen Volkova har i sin oversættelse ramt de mange forskellige personer godt i deres sorg, harme og rådløshed, så læseren er helt med.

Bente Kliem